Referat af generalforsamling 2023

Referat af generalforsamling i Fredensborg Vandløbslav
Torsdag den 16. marts 2023 kl.19.00 hos Lyngsø Marine, Lyngsø Alle 3 A, 2970 Hørsholm
Dagsorden i. flg. vedtægternes § 5

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af 2 stemmetællere.
  3. Bestyrelsens beretning og debat om beretning.
  4. Et revideret regnskab til godkendelse.
  5. Behandling af indkomne forslag.
  6. Et budget for 2023 og forslag til kontingent for 2024.
  7. Forslag til vedtægtsændringer
  8. Valg af bestyrelse og suppleanter.
  9. Valg af revisor og suppleant.
  10. Eventuelt.
    Ad 1: Valg af dirigent.
    Poul Jespersen blev valgt og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt varslet.

AD 2: Valg af 2 stemmetællere

Ad 3: Bestyrelsens beretning og debat om beretning
Næstformanden berettede:
Aktiviteten i 2022 har været flerfoldige:
På det lokale plan har vi afholdt møde med administrationen, hvor vi redegjorde for vores nervøsitet for
afvandingen i forbindelse med klimahændelser samt pointerede en efter vores mening manglende eller
begrænset oprensning og grødeskæring i de fleste af vore vandløb.
Det var vores klare oplevelse, at administrationen tog vores bekymringer alvorligt, og vi har da også siden
kunnet konstatere, at der ikke blot er blevet grødeskåret men ligeledes gennemført oprensning til
direktivmæssig kote. Dette gælder blandt andet for Donse Å.
Det årlige offentlige vandsyn blev gennemført den 8. november og gik til:
Grønholt Å
Donse Å
Ålemoserenden
I Grønholt Å konstateredes det, at åen på en længere strækning var væsentligt bredere end den
direktivfastsatte bredde, ligesom der blev konstateret enkelte forhindringer. Forhindringerne er siden
blevet fjernet af NSPV. Der er ikke taget initiativer til at indsnævre åen til den direktivfastlagt bredde.
Besøget ved Donse Å var foranlediget af lodsejeren (Åkærgård), som har lagt areal til den gensnoning, som
blev gennemført i 2020. Vi kunne konstatere, at åen var fint blotlagt med god vandgennemstrømning på de
arealer, hvor brinkerne blev afgræsset af får. Det var dog straks et helt andet billede der hvor fårene var
hegnet fra. På den strækning var der særdeles meget nedhængende vegetation, og det var særdeles svært
at konstatere, om der overhovedet var et frit løb. Vi opfordrede på denne baggrund til, at kommunen til at
sikre at strømrenden var fri.
Ålemoserenden var indmeldt af vandløbslavet med baggrund i lodsejernes bekymring for rendens tilstand.
Vi kunne ved inspektionen konstatere, at der var en del okkeraflejringer i den øvre del af løbet ligesom
vandstanden i mosen, hvor renden udspringer samt opsat pileflet omkring strømrenden kunne indikere, at
den regulativbestemte bundkote ikke var overholdt.
På basis heraf blev Ålemoserenden indmeldt til opmåling her i marts måned.
For så vidt selve renden var den blevet grødeskåret mellem vores indmelding og vandsynets gennemførsel.
Der var således ingen anmærkninger hertil.
Samlet set har vi haft en oplevelse af, at kommunen og NSPV har søgt at forbedre niveauet i
vandløbsvedligeholdet.
Dette gælder dog ikke kommunens indsats for at imødegå de klimarelaterede tilbagevendende
oversvømmelser. Kommunen har således en erklæret strategi om, at landbrugsjorden benyttes til
tilbageholdelse af de store vandmængder inden vandet når byerne langs kysten. Vi er fortsat i dialog med
administrationen omkring denne politik, som vi ikke mener er indenfor rammerne af gældende lovgivning,
navnlig manglende overholdelse af vandløbsllovens § 1.:
Ved denne lov tilstræbes at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand,
spildevand og drænvand.
Vores tilgang er den positive dialog baseret på observationer og viden. Denne linje vil blive fortsat, da det
er vores klare oplevelse, at vi på denne måde langsomt men sikkert kan flytte administrationen og
politikerne i den rigtige retning.
Som lodsejere føler vi dog fortsat, at det er særdeles vanskelligt at få kommunen til, at tage
klimaforandringerne seriøst når det gælder afvandingen af landbrugsarealerne. Der er således ikke
udarbejdet et eneste nyt vandløbsdirektiv, som opererer med en væsentligt større frekvens af det vi kalder
50, 100 og 200 års hændelser. Det er som om kommunerne fuldstændigt lukker øjnene for konsekvenserne
på landet. Dette er dybt beklageligt men lidt forståeligt, da en accept af problemerne vil kunne slå bunden
ud af kommunekasserne. Når det er sagt kan det undre, at kommunen på foranledning af
forsyningsselskaberne i Hørsholm og Fredensborg gør klar til udvidelse af vandledningsevnen i flere af vores
større vandløb – vel at mærke øst for Helsingørmotorvejen.
Man kan vel sige, ”at alle er lige for loven – nogle bare mere end andre”. Vandløbslavet bakker dog op om
disse udvidelser, som skal dæmme op for oversvømmelser i byzonerne, men vil I den forbindelse søge at få
kommunerne til at gå længere end forsyningsselskaberne ligger op til. Vi vil således forsøge at overbevise
kommunerne om, at man skal øge afvandingskapaciteten med mere end der pt er lagt op til, sålkedes at vi
kan styrke afvandingen på de bagvedliggende primært vestlige arealer.
For de lodsejere, som opretholder EU-tilskud på deres jorder langs vandløbene vil der, ved oversvømmelser
senere en 15. marts med en varighed på over 10 dage være risiko for bortfald af tilskud under henvisning
til, at jordtilliggendet anvendes til ”andre formål” – i dette tilfælde vandopbevaring, hvorved EU-tilskuddet
bortfalder. Dette er i sagens natur helt uacceptabelt, og noget vandløbslavet diskuterer med
administrationen, bl.a. med henvisning til seneste domstolspraksis, hvor lodsejere har fået medhold i
erstatningskrav grundet høj vandstand på deres jorder. Problemet med tilbageholdelse af vand på
landbrugsarealer gør sig gældende i alle landets kommuner. Dette til trods er der endnu ikke etableret
regler for økonomisk kompensation til de berørte landmænd. Samtidig er kommunerne ikke flinke til at
oplyse, at lodsejeren for ikke at risikere at få arealerne udlagt som § 3 arealer har mulighed for at opnå
tidsubegrænset dyrkningsret på disse arealer – Altså undgå fredninger.
Omklassificering af vandløb
Danske Vandløb har med afsæt i regeringens offentliggjorte lovkatalog en forventning om, at arbejdet med
en ny vandløbslov vil blive igangsat i indeværende år. Landbrug & Fødevarer og Danske Vandløb har en
forventning om, at en del vandløb i den forbindelse vil blive nedklassificeret fra naturlige til ”stærkt
modificerede”.
Kigger man på sammenligningstal mellem Danmark og Tyskland er der da også væsentlige forskelle på hvor
store dele af vandløbene der klassificeres som ”stærkt modificerede:
Tallet for Danmark er 5% – med andre ord er 95% af alle vandløb klassificeret som naturlige.
I Tyskland er det sammenlignelige tal 27% medens de nordligste regioner af Tyskland, som er de der ligner
Danmark mest har 505 stærkt modificerede vandløb.
Der er disse tal L&F og Danske Vandløb vil fokusere på i forhandlingerne om den nye lov.
Lægger man hertil, at det alene af økonomiske årsager, ikke vil være muligt for kommunerne inden
tidsfristen i EU direktivet som er sat til 2027 at opnå vandkvaliteten ”god stand” vil det være bydende
nødvendigt at gennemføre omklassificeringer. I fredensborg kommune har vi flere vandløb, som på
nuværende tidspunkt er klassificeret som havende ”ringe” vandkvalitet, som dermed er oplagte
omklassificeringskandidater.
Fra Vandløbslavets side har vi tænkt os at indlede dialogen med kommunen herom snarest.
Igangværende sager i Fredensborg kommune
Som det vil være flere bekendt er der fortsat retssager mellem lodsejere og kommunen relaterende til
Krydsmosen. Vandløbslavet er ikke en del af disse søgsmål, men følger dem på sidelinjen.
Vi er ikke bekendt med andre sager i lokalområdet p.t.
Danske Vandløb
Danske Vandløb afholder generalforsamling på Fyn på fredag. Et fokuspunkt for foreningen er en
strategiproces, hvor foreningen søger at blive mere synlig over for medlemmerne, medierne og den
generelle befolkning. DV vil endvidere forsøge at tillægge sig et mere grønt image, bl.a. med fokus på den
betydning oversvømmelser har for biodiversiteten på de arealer, der oversvømmes.
Processen hen mod en implementering af strategiprocessen er i fuld gang.
Danske Vandløbs medlemmer kæmper i stigende grad mod kommuner, der nægter at følge afgørelser fra
domstole og klagenævn når det gælder overholdelse af vandløbsdirektiver. Dette har ingen økonomiske
eller juridiske konsekvenser for kommunerne. Kommunerne tyer således oftere og oftere til ændringer i
vandløbsregulativerne, hvorved de søger at lovliggøre deres ulovlige tilgang til vandløbenes
afvandingsevne. Danske Vandløb støtter i øjeblikket op om en større erstatningssag fra lodsejerne langs
Gudenåen. Udfaldet af denne retssag kan have stor betydning for mange andre åer og vandløb i Danmark
Det var sådan cirka det denne, min sidste beretning som formand i Fredensborg Vandløbslav kunne
indeholde.
Tak fordi i lyttede og tak for jeres tillid og støtte gennem årene til mig og Fredensborg Vandløbslav.
Ad 4: Et reviderede regnskab til godkendelse
Kaserne fremlagde det reviderede regnskabet
Regnskabet blev godkendt
Ad 5: Indkomne forslag
Ingen forslag modtaget
Ad 6: Et budget for 2023 og forslag til kontingent for 2024.
Budget for 2023 blev fremlagt og Bestyrelsen foreslår, at der opkræves normalt kontingent for 2024.
(Kontingentet udgør normalt 250 kr. for enkeltmedlemmer og 600 kr. for
grundejerforeninger/sammenslutninger)
Godkendt
Ad 7: Forslag til vedtægtsændringer.
På baggrund af indkomne kommentarer til det udsendte forslag til vedtægtsændringer blev flg. reviderede
forslag udleveret.
Tillæg til vedtægternes §3
Vandløbslavet kan, med forudgående sagsrelateret accept fra direkte berørte medlemmer, repræsentere
foreningens medlemmer i forhold til spørgsmål relaterende til lovgivning og afgørelser, som har indflydelse
på vandløb i Fredensborg kommune. Fredensborg Vandløbslav kan således repræsentere lavets
medlemmer overfor offentlige myndigheder i den udstrækning bestyrelsen finder det nødvendigt for at
forsvare medlemmernes interesser og Vandløbslavet i øvrigt er i stand til at bære de forventede
økonomiske omkostninger forbundet med sags førelse.
Vandløbslavet kan med afsæt heri indgive klager, høringssvar samt tage yderligere juridiske skridt, som
hævdelse af forenings formålsparagraf måtte kræve.
Ethvert medlem kan anmode Vandløbslavet tage en sag op med rette myndighed, idet det dog altid vil
være op til bestyrelsen at beslutte, hvorvidt Vandløbslavet vil indtræde i en given sag.
Denne paragraf ændrer ikke på Vandløbslavets generelle ret til at interagere med myndighederne vedr
generelle anliggender omkring vandløbene i Fredensborg og Hørsholm kommuner.
Forslaget blev vedtaget
Ad 8: Valg af bestyrelse og suppleanter
Erik Nielsen, Poul Erik Brandt og Lars Egedal er på valg. Alle modtager genvalg.
Alle blev genvalgt
Søren Hansen ønskede at træde ud af bestyrelsen pga. sygdom.
Der er således plads til én mere i bestyrelsen og da ingen meldte sig på generalforsamlingen, blev
bestyrelsen bemyndiget til at finde et nyt medlem.
Ref: Efterfølgende er Stig Jørgensen, Grønnegadevej blevet valgt til bestyrelsen
Suppleanter: Iben Winther Orton er på valg.
Iben blev genvalgt
Ad 9: Valg af revisor og suppleant
Poul Jespersen er på valg. Suppleant: Gunnar Hagedorn er på valg.
Begge blev genvalgt
Ad 10 Eventuelt
Generalforsamlingen takkede Søren Hansen med stående applaus for hans store arbejde som formand for
vandløbslavet siden oprettelsen.