Foreningens vedtægter

Vedtægter for Fredensborg Vandløbslav

Vedtaget på generalforsamlingen d. 6. marts 2014. Senest ændret ved beslutning på generalforsamlingen d. 16. marts 2023.

  • 1. Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er: Fredensborg Vandløbslav

Hjemsted: Industrivænget 22, 3400 Hillerød

  • 2. Formål

Formålet med vandløbslavet er at varetage  lodsejernes økonomiske og anvendelsesmæssige interesser i forbindelse vandløb i Fredensborg Kommune samt forbundne vandløb i Hørsholm og Rudersdal Kommuner og sikre, at der tages natur- og miljøhensyn.

  • 3. Opgaver

Foreningens opgaver er at:

Tilse at vedligeholdelse af vandløbene sker i henhold til regulativerne og ved vandløbssyn i dialog med vandløbsmyndigheden.

Føre dialog med vandløbsmyndigheden ved regulativrevision – tilse at vandføringsevnen opretholdes.

Arbejde for stabil vandføring i vandløb i Fredensborg Kommune samt forbundne vandløb i Hørsholm og Rudersdal kommuner i forbindelse med tilledning af overfladevand, spildevand og forbedring af tekniske anlæg desangående.

Arbejde for at øvrige planer (vandplaner, fredninger etc.) vil opretholde vandføringsevnen.

At være en aktiv aktør i forhold til klimatilpasning

Søge deltagelse i kommunale og fælleskommunale råd og nævn

Under hensyntagen til foreningens øvrige opgaver, at arbejde for at fastholde eller øge naturværdier i forbindelse med vandløbene.

Vandløbslavet kan, med forudgående sagsrelateret accept fra direkte berørte medlemmer, repræsentere foreningens medlemmer i forhold til spørgsmål relaterende til lovgivning og afgørelser, som har indflydelse på vandløb i Fredensborg kommune. Fredensborg Vandløbslav kan således repræsentere lavets medlemmer overfor offentlige myndigheder i den udstrækning bestyrelsen finder det nødvendigt for at forsvare medlemmernes interesser, og Vandløbslavet i øvrigt er i stand til at bære de forventede økonomiske omkostninger forbundet med sags førelse.

Vandløbslavet kan med afsæt heri indgive klager, høringssvar samt tage yderligere juridiske skridt, som hævdelse af forenings formålsparagraf måtte kræve.

Ethvert medlem kan anmode Vandløbslavet tage en sag op med rette myndighed, idet det dog altid vil være op til bestyrelsen at beslutte, hvorvidt Vandløbslavet vil indtræde i en given sag.

Denne paragraf ændrer ikke på Vandløbslavets generelle ret til at interagere med myndighederne vedrørende generelle anliggender omkring vandløbene i Fredensborg og Hørsholm kommuner.

  • 4. Medlemmer af foreningen

Foreningens medlemmer er bredejere til vandløb i Fredensborg Kommune samt brugere, lodsejere, lodsejerforeninger og grundejerforeninger (foreninger har én stemme), som er afhængig af velfungerende afvandingsforhold fra deres ejendom til vandløb i Fredensborg Kommune

  • 5. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen består af medlemskredsen og er foreningens højeste myndighed. Det er generalforsamlingen, der vælger foreningens bestyrelse. Generalforsamlingen afholdes hvert år i marts måned. Indkaldelse til generalforsamlingen annonceres ved brev/e-mail til medlemmerne senest 21 dage før generalforsamlingen.

Dagsorden til generalforsamling skal mindst indeholde følgende:

Valg af dirigent og referent

Valg af 2 stemmetællere

Bestyrelsens beretning og debat om beretning

Et revideret regnskab til godkendelse

Forslag fra medlemmerne/behandling af indkomne forslag

Et budget og fastsættelse af kontingent for det kommende år

Valg af bestyrelse og suppleanter

Valg af revisor og en suppleant

Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et bestyrelsesflertal eller 1/3 medlemmer skriftligt og under angivelse af dagsorden stiller krav herom. Kravet skal fremsættes skriftligt overfor foreningens formand.

Formanden skal inden 14 dage drage omsorg for rettidig indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling.

Indkaldelsen sker som ved ordinær generalforsamling. Beslutninger på generalforsamlinger vedtages med almindeligt stemmeflertal (ordinære dagsorden).

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal. Ingen kan afgive mere end én stemme.

Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Kun skriftlige forslag, som er kommet rettidigt, kan vedtages på generalforsamlingen.

Der afholdes skriftlig afstemning, hvis blot ét medlem ønsker det.

Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Undtaget herfra er vedtægtsændringer og beslutning om foreningens ophør. Forhold vedrørende foreningens ophør og vedtægtsændringer se § 10.

Medlemmer har stemmeret, såfremt kontingentet for indeværende år er betalt inden generalforsamlingen.

Der kan kun stemmes på generalforsamlingen ved personligt fremmøde.

  • 6. Valg

Ved valg af bestyrelsesmedlemmer stemmes under ét på det antal medlemmer, der skal vælges.

Hvis der er behov for afstemning, er denne skriftlig.

Generalforsamlingen vælger op til 7 bestyrelsesmedlemmer. Disse er valgt for en 2-årig periode, idet op til 4 afgår i lige år og op til 3 i ulige år. Genvalg kan finde sted.

Suppleanter vælges kun for et år. Genvalg kan finde sted.

  • 7. Bestyrelsen

Bestyrelsen består af op til 7 medlemmer og 2 suppleanter.

Til bestyrelsen kan vælges alle, som er gyldigt medlem af foreningen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand og udpeger sekretær og kasserer.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og afholder møder efter behov. Det tilstræbes, at der afholdes møder forår og efterår i forbindelse med grødeskæring, oprensning og vandløbssyn.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede.

Der udarbejdes referat af alle bestyrelsesmøder.

Bestyrelsen fremlægger en beretning for foreningens virksomhed for generalforsamlingen til godkendelse.

Formanden og et bestyrelsesmedlem tegner foreningen.

Foreningens udgiftsbilag attesteres af kasserer og formand eller næstformand.

Næstformanden træder i formandens sted under dennes forfald.

Bestyrelsen skal konstituere sig umiddelbart i forlængelse af generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan invitere lodsejere, eksperter og suppleanter til at overvære bestyrelsesmøder, dog uden at disse har stemmeret.

Suppleanter indtræder i bestyrelsen ved varigt forfald og i afgående bestyrelsesmedlemmers funktionsperiode.

  • 8. Daglig ledelse

Foreningen ledes af formand og næstformand, som indkalder til bestyrelsesmøder og informerer bestyrelse og medlemmer efter behov.

  • 9. Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Kassereren udarbejder et regnskab med alle indtægter og udgifter, samt fører medlemsliste og restanceliste.

Kassereren skal hvert år redegøre for foreningens indtægter, udgifter og restanceliste.

Kassereren skal senest den 30. januar aflevere revideret regnskab fra det foregående regnskabsår til foreningens formand.

Til at revidere foreningens regnskab vælges på generalforsamlingen en revisor og en suppleant for et år af gangen. Genvalg kan finde sted.

  • 10. Ikrafttræden/opløsning og vedtægtsændringer

Foreningen er funktionsdygtig, når bestyrelsen er konstitueret.

Forslag til vedtægtsændringer optages på generalforsamlingens dagsorden. Et forslag til vedtægtsændring kan først træde i kraft, når det er vedtaget med 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne gyldige stemmer

(blanke stemmer medregnes ikke).

Foreningens opløsning skal vedtages på to følgende generalforsamlinger med mindst fire ugers interval.

Ved opløsning af foreningen skal bestyrelsen donere foreningens midler til Nordsjællands Landboforening.

Disse vedtægter træder i stedet for foreningens hidtidige vedtægter og er endelig vedtaget efter de hidtil gældende vedtægtsbestemmelser på generalforsamlingen den 6.marts 2014 og træder i kraft straks.

Poul Jespersen

Dirigent 6.marts 2014.