Beretning generalforsamling 2017

Beretning for Fredensborg Vandløbslav 2016.

Grødeskæringen i 2016 fungerede fint – vi blev også forskånet for store regnskyl og havde en tør eftersommer, så en del af vandløbene manglede vand til livet deri.
Derimod fungerede oprensningen dårligt. Både Grønholt Å opstrøms Præstemosevej og Nivåen opstrøms Kongevejen har strækninger med betydelige aflejringer. Det er Forvaltningen skriftligt gjort opmærksom på – i flere mails. Svaret derfra er, at vi skal indberette inden 1. marts hvilke strækninger, vi mener skal renses op, så disse strækninger kan opmåles foråret 2017 for at afgøre om aflejringerne ligger over regulativmæssig bund og dermed skal renses op. Denne aftale har Vandløbslavet været med at godkende i Dialogforum for Vandløb november 2016. Vi synes alligevel, at der skal renses op på de omtalte strækninger, men det bliver først i 2017 – i perioden 1.aug.-1.nov. Strækningerne er indberettet til Forvaltningen.
Usserød Å er blevet renset op, dog har vi bedt om dokumentation for de bortkørte slammængder. Det har været svært at få, da en del af oprensningsmaterialerne er deponeret ved et af klimaprojekterne i Kokkedal.
Der er stadig ikke kommet nyt forslag til Fællesregulativ. Det samme gælder regulativerne for de øvrige vandløb i kommunen. Vi får forslagene til gennemsyn inden offentliggørelsen.
Regulativforslaget for Usserød Å blev af NMKN hjemvist til fornyet behandling i de 3 kommuner, hvilket kommunerne accepterede. Vandløbslavet og Jellerødgårds Grundejerforening havde klaget til NMKN over regulativforslaget, så vi har også tilkendegivet over for NMKN, at klagesagen også stilles i bero.
Nu er der kommet nye klagenævn – alle samlet i Nævnenes Hus i Viborg. De gamle sager forventes afsluttet i løbet af i år eller næste år.
Vandområdeplanerne er nu offentliggjort og de tiltag i vandløbene, Vandrådet for 2.3 Øresund blev enige om i sidste vandrådsperiode bliver gennemført i løbet af de næste år. Afvandingsinteresserne bliver ikke påvirket af disse tiltag.
Kommunen besluttede at indstille til NST, at 3 øvre strækninger på Bassebækken, Tjæredamsløbet og Grønholt Å skulle være med i vandplanerne, så tiltag for et bedre vandmiljø kunne iværksættes på et givent tidspunkt. Vandløbslavet sendte mail til politikerne om at undlade at tage de 3 strækninger med. Byrådet stemte 14-13 for at de 3 strækninger skulle medtages. NST svarede senere i 2016, at de 3 strækninger ikke er med i vandplanerne, så det betaler sig at kæmpe.
Genåbningen af den rørlagte strækning på Grønholt Å er sat på stand-by indtil videre.
Genåbning af den rørlagte strækning af Donse Å langs Isterødvejen forventes igangsat i år.
Der er planer om et vådområdeprojekt i Nivåen opstrøms Nive Mølle. Kommunen ejer arealerne. Lodsejerne længere opstrøms blev opfordret at deltage, men takkede nej. Projektet skal tilbageholde 7 t N/år. En forundersøgelse vil vise, om projektet er realistisk at gennemføre.
Vandløbslavet forventes at deltage i det kommende vandrådsarbejde i 2.3 Øresund, hvor Mogens Kjær Pedersen er repræsentant og Poul Erik Brandt er suppleant. Jeg deltager som repræsentant for NOLA.
I det kommende år vil arbejde på at få flere medlemmer i Vandløbslavet, så vi står stærkere i forhold til Forvaltning og politikere.
Vi planlægger også at deltage i valgmøderne op til kommunalvalget og stille spørgsmål vedr. den fremtidige vandløbsforvaltning samt klimasikring af vandløbene.

Et par bemærkninger om Danske Vandløb, hvor jeg fortsat er sekretær.
DV havde ved udgangen af 2016 13.583 medlemmer
Stadig møder med relevante politikere om revision af Vandløbsloven. Deltog i den forbindelse i Vandtopmødet medio dec. 2016 på Sørup Herregård, hvor afvandingsinteresser og grønne organisationer skulle diskutere vandløbslovens revision og komme med input dertil. Der er nu nedsat en ekspertgruppe med Henrik Høegh som formand. De øvrige medlemmer er kompetente vandløbsfolk.
DV deltager også i andre vandløbsfora, hvilket glæder os. DV deltager i alle 23 vandråd i DK. Hjemmesiden bliver hele tiden opdateret og FB er også aktiv.

Til slut vil jeg sige tak for det gode samarbejde i bestyrelsen samt opbakning for medlemmerne.

På bestyrelsens vegne
Søren Hansen